Søndag Aften
In Association with Amazon.com

FRITEKSTSØGNING
Søg blandt over 500 artikler


Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter


November 2012


Luk op for noget godt - biblioteker


Biblioteker, der har åbent efter personalet er gået hjem, spreder sig. En besparelse, der udvider servicen for brugerne.

Af den almindelige debat om bibliotekernes ebogsudlån, ereolen.dk, kan man ofte få det indtryk, at de traditionelle, fysiske biblioteker er trængt af de digitale tilbud og at bibliotekerne derfor nærmest af nød satser hårdt på at placere sig på ebogsfeltet.

Dette indtryk stemmer dog på ingen måde overens med den faktiske biblioteksvirkelighed. Godt nok lukkes til stadighed biblioteksfilialer. Trods dette, trods de konkurrerende digitale tilbud, trods tidens hurtige medieflimmer, lykkes det for bibliotekerne at holde stabile udlåns og besøgstal (se Søndag Aften arkiv). Besøgstallene er endog svagt stigende.

Med over 36 mio. besøg i 2011 viser bibliotekerne fortsat værdi for store dele af befolkningen. Derfor er det også vigtigt at bibliotekerne til stadighed udvikler nye strategier for at betjene den befolkning man er sat i verden for at betjene.

Luk op for noget godt

I rapporten Folkebibliotekerne i vidensamfundet fra 2010 indgik ambitionen om Det åbne bibliotek som et gennemgående tema. Åben skulle her forstås både som en værdi om gennemsigtighed og som en fysisk kendsgerning: bibliotekerne skal være åbne og tilgængelige.

Samtidig tog udviklingen af såkaldte åbne biblioteker for alvor fart. Åbne biblioteker defineres som biblioteker der har åbent på tidspunkter, hvor der ikke er personale tilstede. Denne biblioteksform kendes siden 2004, men i 2010 og 2011 etableredes 71 nye åbne biblioteker, så der nu er i alt 123 åbne biblioteker.

Det åbne bibliotek er et selvbetjeningsbibliotek. Brugerne logger ind ved hjælp af kort og kode og finder selv de materialer man vil låne og ekspederer i øvrigt sig selv. De åbne biblioteker stiller naturligvis krav til sikkerhedssystemer, men nok især til vores vaneforestillinger om, hvad borgere kan finde på at gøre, hvis de er alene i offentlige rum uden opsyn. Heldigvis viser de første erfaringer, at hærværk og andre uheld er stærkt begrænset.

Spredte erfaringer

Omkring halvdelen af de åbne biblioteker, er resultater af kommunale besparelser. Løsningen er simpel: vi skal spare på biblioteksbudgettet, men for at brugerne ikke skal blive for sure, lader vi bare dørene være åbne, når personalet går hjem.

Til gengæld har halvdelen af bibliotekerne brugt de åbne biblioteker til at udvide åbningstiden for de borgere, der alligevel kan klare sig selv. Løsningerne er mere eller mindre ambitiøse. De mest ambitiøse ændrer i indretningen af bibliotekerne, så rummene bliver mere indbydende og overskuelige for de selvbetjenende borgere. I enkelte tilfælde kombinere de åbne biblioteker med brug af helt frivillig arbejdskraft, som så kan guide og vejlede brugerne.

Dette fremgår, af det eneste omfattende studie af de åbne biblioteker, rapporten Åbne biblioteker - et kortlægningsprojekt af Carl Gustav Johannsen, Det Informationsvidenskabelige Akademi (2012).

Rapportens primære konklusion er, at effekterne af de åbne biblioteker er vidt forskellige fra bibliotek til bibliotek. At åbne et bibliotek giver således ikke i sig selv nogen bestemt effekt.

En del af de åbne biblioteker har oplevet en decideret nedgang i det samlede besøgs- og udlånstal. På grundlag af rapporten kan man ikke hævde, at nedgangen skyldes det åbne bibliotek. Derimod kan man klart konstatere, at åbning af et bibliotek i sig selv ikke sikrer mod tilbagegang.

Samlet set er de åbne biblioteker betjente i 22% af åbningstiden og ubetjente i 78%. Dette er primært udtryk for, at bibliotekerne har valgt at lade rigtig mange aften og weekendtimer være tilgængelige uden bemanding, i enkelte tilfælde også med natåbent.

De mange timers adgang udenfor almindelig betjent tid, giver naturligvis brugerne større frihed, fx til at hente bestilte bøger eller aflevere bøger.

For bibliotekarer kan de personaletømte biblioteker umiddelbart se ud som en trussel: hvis brugerne kan klare sig uden os, hvad skal vi så lave? Så simpelt er regnestykket dog ikke. Dels er der gennemgående langt flere brugere på bibliotekerne, når der er personale end når der ikke er personale. Gennemsnitligt udlånes 7 gange så mange bøger pr. time, når der er personale, som når der ikke er personale.

Denne statistiske kendsgerning beroliger til en vis grad fx Bibliotekarforbundet - "den ene faktor, der er afgørende for højt besøgs- og udlånstal pr. time er, om biblioteket er bemandet eller ej".

Så nemt kan man selvfølgelig ikke gøre det op, ej heller ud fra rapporten om de åbne biblioteker. For det siger næsten sig selv, at der må være større udlån i dag- end i nattimer. Borgernes biblioteksbrug falder almindeligvis sammen med butikkernes åbningstider. Heldigvis har biblioteksledelser landet over valgt at prioritere åbningstider, der svarer til befolkningens forventninger og vaner i øvrigt.

Når der er personale på bibliotekerne, kan bibliotekerne selvfølgelig bedre hjælpe brugerne. Og derfor bør der alt andet lige være et større besøgstal, når der er personale tilstede. Dette er ikke i modsætning til, at en del af brugerne i forvejen blot bruger bibliotekerne som praktiske materialesamlinger, hvor man henter det materiale man har bestilt via bibliotek.dk og afleverer igen uden direkte kontakt med personale.

For bibliotekerne er der mange gevinster ved de åbne biblioteker. De brugere, der kan klare sig selv og har svært ved at nå ind på biblioteket i åbningstiden, bliver mere tilfredse brugere. Det spændende perspektiv er dog især, at bibliotekerne viser en helt anden tillid til brugerne, end man i øvrigt kender i offentlige forvaltninger. Brugerne behandles som modne medborgere, der kan klare sig selv og ikke begår hærværk.

Her viser bibliotekerne en ny retning for anvendelsen af vores fælles ressourcer. Mange andre offentlige institutioner kan lære af disse erfaringer.

Søndag Aften 11/2012       Del

Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som kilde.

[Næste artikel]

 




Samlet oversigt over Søndag Aftens CulturCronikker 1997-2012






 




arkitektur & design | biblioteker | film | internet | kunst | litteratur | musik | teater & dans

colofon | | links | søg | debat | gæstebog | nyhedsbrev | @ -mail til redaktionen

© 1997-2012 Søndag Aften.. All rights reserved.